fredag den 3. juni 2016

Om kontroversielle frikirkepræster og unuancerede politikere.


Det vakte stor opsigt, da TV2 for nogle måneder siden bragte udsendelsesserien ”Moskeerne bag sløret”. Flere imamer udtrykte holdninger, der ligger meget langt væk fra danske værdier og demokratiske spilleregler. Siden har politikerne stået i kø for at vise handlekraft i forhold til denne udfordring. Tirsdag den 31. maj kom som følge deraf det såkaldte ”Enighedspapir”, hvor en række partier har indgået en aftale, der ligger op til et lovforslag omkring initiativer rettet mod religiøse forkyndere, der søger at undergrave danske love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser.

Men ”Enighedspapiret” er ikke kun rettet mod imamerne. Bliver loven vedtaget vil den også være gældende for frikirkepræster og andre religiøse forkyndere udenfor Folkekirken. Baggrunden for hele sagen er nogle kontroversielle imamer. Det virker som om, at politikkerne helt unuanceret antager at frikirkepræster og andet godtfolk også er kontroversielle.

Derfor skal de på kursus sammen – frikirkepræsterne og imamerne – så de kan lære, hvordan man begår sig i en dansk sammenhæng. De skal lære om dansk familieret, frihed og folkestyre, og de skal ved kursets afslutning skrive under på, at de vil overholde dansk lovgivning, herunder om ytrings- og religionsfrihed, ligestilling mellem kønnene, frihed til seksuel orientering med mere. Dette er forudsætningen for at opnå vielsesret.

Som om dette ikke er nok, skal de lære at tænke sig godt om, før de taler, for det kan koste dyrt at ytre sig. De underlægges nemlig, hvad der kun kan opfattes som en indskrænket ytringsfrihed i forhold til andre mennesker, idet visse ytringer udtrykt i, hvad politikerne kalder ”en religiøs sammenhæng” kriminaliseres, hvorimod politikere og alle andre har fuld ret til at udtrykke de samme holdninger.

Hvorfor skal danske frikirkepræster rammes af et regelværk, der har sin begrundelse i kontroversielle imamer? Frikirkepræsterne er ikke på kant med loven.

Hvorfor skal præster i kirkesamfund, der har været anerkendt i Danmark siden 1849 pludselig på kursus for at lære, hvad der er typisk dansk? De fleste af disse præster er ligeså danske, som de politikere, der sidder og laver sådanne regler.

Hvorfor skal der sættes særlige rammer for, hvad der må siges i en religiøs sammenhæng, når det samme frit må siges i en ikke-religiøs sammenhæng?

Dette er en indskrænkning af tros- og ytringsfriheden. Det er ganske uforståeligt, at politikerne kan blive enige om noget sådan. Det kan da ikke være rigtigt!
John Nielsen, Missionsforstander