fredag den 30. oktober 2015

Grænser for næstekærligheden?


Efterårets helt store tema i nyhederne har været flygtningestrømmen i Europa. Vi har set mennesker i overfyldte og synkefærdige både forsøge at krydse Middelhavet i et forsøg på at nå til ”et land der fylder med mælk og honning”, hvilket i den her sammenhæng vil sige Europa. Vi har hørt om hundredevis af mennesker, som ikke nåede i land, men som druknede i bølgerne. Vi har set billeder af andre, som til fods begyndte at begive sig op gennem Europa. Og pludselig en dag kom de helt surrealistiske billeder af menneskeflokke, som vandrede ad den sønderjyske motorvej og andre som fyldte havneområde og banegård i Rødby.

Er vi os selv nok?
I hele Europa har strømmen af flygtninge skabt debat, og vi har eksempelvis set et land som Ungarn bygge hegn langs dets grænser. Debatten om hvordan vi skal forholde os til de mange flygtninge er også aktuel for os som kirke. Skal vi som kirke følge Ungarns eksempel og foran vore kirker skabe grænser for næstekærligheden? Spørgsmålet er ikke af politisk karakter. Mit ærinde er ikke at debattere, hvor mange flygtninge Danmark skal tage imod, eller om vi skal have grænsebomme i Sønderjylland eller ej. Mit ærinde er, at vi som kirker må forholde os til de flygtninge, som allerede er her. Er vi os selv nok, så vi mentalt skaber grænser for næstekærligheden rundt omkring vore kirker, mens vi sidder indenfor og fryder os over at være velbjerget?

Hvad mon Jesus vil sige til os?
Mange af flygtningene er muslimer. Hvilken holdning indtager vi over for dem? Bliver vi ”præster og levitter” der går forbi den forkomne på vejen til ”Jeriko”? Eller bliver vi ”samaritanere”, der med oprigtig næstekærlighed rækker ud til nogle, som ikke er af vore egne?

I beretningen om verdensdommen siger Jesus: ”Jeg var fremmed og I tog imod mig”. Til andre siger han det modsatte. Hvad mon han vil sige til os ind i den aktuelle situation?

Hvad gør vi ved det?
Da en far med tre små piger stod ud af gummibåden på en græsk ø, hører man en af pigerne sige: ”Far, hvor skal vi hen”? Et hjerteskærende spørgsmål fra en familie på flugt fra krig og rædsler.

Rundt omkring i vores land sidder der mange flygtninge. Nogle har fået asyl, andre venter på at få det. Nogle af dem sidder med spørgsmål, der kunne lyde som et ekko fra den lille pige: ”Hvor skal vi hen i dag? Hvem skal vi møde? Hvem vil have fællesskab med os? Hvordan komme i kontakt med danskerne”? Tænk om svaret på disse spørgsmål kunne være: ”Vi skal i kirken, for der er der forberedt et festmåltid for os”.
Lad os ikke mure os inde i vores egen kirkelighed, men lad os lukke op for den virkelighed, som er omkring os. Lad os være gavmilde med næstekærligheden og dermed dele Jesus med de mennesker, der kommer på vores vej.

John Nielsen
Missionsforstander